MUSKELBLØDNING PÅ OVERARM
|
||
|
||
|
||
Årsag: Hvis en muskel udsættes for slag trykkes den kødede og blodkarrige del af musklen mod knoglerne, hvorved der opstår en kvæstelse og bristning af muskelfibrene og blodkarrerne. Bristningen opstår sædvanligvis dybt i musklen. I andre tilfælde kan blødningen opstå efter en større eller mindre bristning af muskel forpå overarmen eller bristning af muskel bagpå overarmen. Blødningen kan enten bryde gennem muskelhinderne og fordele sig over et stort område eller samle sig inde i musklen. Symptomer: Smerter og hævelse i musklen. I nogle tilfælde kan der føles en hård, øm ansamling (samlet blødning i musklen). I andre tilfælde opstår der efter nogle dage blålig misfarvning af underhuden (blødningen er brudt gennem muskelhinden og spredt sig ud i underhuden). Smerterne forværres ved aktivering og udspænding af musklen. Akut behandling: Se her. Undersøgelse: I lette tilfælde med kun minimal ømhed og ingen gener ved almindelig gang kræves ikke nødvendigvis lægeundersøgelse. Sværhedsgraden af ømheden er dog ikke altid et mål for skadens omfang. Ved mere udtalt ømhed eller smerter eller ved besvær med at bruge armen kræves lægeundersøgelse med henblik på at sikre korrekt diagnose og behandling. Diagnosen stilles sædvanligvis ved almindelig lægeundersøgelse. Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der udføres en ultralydscanning, der er mest velegnet til at sikre diagnosen, (Ultralydbillede). Jo større blødningens vurderet ved ultralydscanning er, jo længere tid varer ophelingen. Behandling: Behandlingen omfatter aflastning og genoptræning som ved bristning af muskel forpå overarmen eller bristning af muskel bagpå overarmen afhængig af, om muskelblødningen sidder for- eller bagpå overarmen. Ved store samlede blødninger kan man ultralydvejledt udtømme blodansamlingen. Nogle anbefaler behandling med gigtpiller (NSAID) og tilråder forsigtighed med massage for at nedsætte risikoen for forkalkninger i musklen (myositis ossificans) . Komplikationer: Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man lade sig lægeundersøge (på ny) og overveje, om diagnosen er rigtig eller om der er tilstødt komplikationer til muskelblødningen. |