 I al sin enkelthed opstår idrætsskader, når vævet bliver udsat for belastninger, der overstiger vævets styrke: |
|
|
Ubalancen mellem vævsstyrke (træningstilstand) og belastning er helt afgørende i forståelse af idrætsskader, dels hvordan skaderne
opstår og dels hvordan skaderne behandles og forebygges. Risikoen for at skaden
(gen)opstår nedsættes derfor ikke kun ved at nedsætte
belastningen, men også ved at øge træningstilstanden. Det vil sige, at skadet væv (muskel, sene, ledbånd, knogle) skal aflastes, men samtidig skal der ske en kontrolleret styrketræning, så vævet kan blive endnu stærkere, end før skaden opstod. Den skadede idrætsudøver bør derfor dels træne generel konditions-, styrke-, koordinations- og smidighedstræning og dels specialtræne med henblik på langsomt at øge styrken i det skadede væv. Skadede idrætsudøvere skal af ovennævnte grunde nødvendigvis træne endnu mere end raske idrætsudøvere. I nogle tilfælde skyldes skaden dårligt udstyr (f.eks. dårlige løbesko), forkert teknik eller uhensigtsmæssig træning (f.eks. alt for hurtig stigende træningsintensitet). Det er afgørende nødvendigt at ændre disse forhold, da skaden ellers hurtigt kommer igen efter en skadespause. Mange idrætsskader skyldes overbelastning pga. forkert (gen)optræning. Det tager 4 ugers træning at påvirke muskelstyrken, 4 måneders træning at påvirke knoglestyrken og 8 måneders træning at påvirke ledbånds- og senestyrken. . Dette forklarer, at seneskader ofte tager meget lang tid at genoptræne.Hastigt stigende træningsintensitet og træningsmængde vil derfor hurtigt øge styrken af musklerne og dermed den belastning musklerne vil overføre til sener og knogler. Sener og knogler er imidlertid endnu ikke optrænet til at kunne klare denne øgede belastning, hvorved der opstår overbelastningssymptomer fra knogler (f.eks. skinnebensbetændelse, træthedsbrud) eller sener (f.eks. betændelse af Achillessene, lyske, hulfodssene, knæskalssene, albue mm). For at forebygge overbelastningsskader, skal træningsmængde og -intensitet øges så langsomt, at både muskler, knogler og sener kan omstille sig til den øgede belastning. Når der sker en skade i vævet, medfører dette sædvanligvis blødning og væskeudsivning i vævet. Blødningen og hævelsen medfører smerter. Ved akutte skader er blødningen så voldsom, at der hurtigt kommer hævelse og smerte. Ved overbelastningsskader er blødningen og væskeudsivningen i vævet så beskeden, at ømheden ofte først kommer flere timer efter belastningen (om aftenen eller næste morgen). Denne ømhed er imidlertid et vigtigt signal om, at vævet er blevet belastet mere, end det er optrænet til, og at der er (gen)opstået en mindre skade. Hvis træningen straks omlægges, er det ofte tilstrækkeligt med få dages aflastning og specialtræning for at få symptomerne til at svinde. Hvis der ikke sker en træningsændring, vil overbelastningen forsætte, og skaden kan i løbet af dage til måneder udvikle sig til en langvarig, kronisk skade, der umuliggør idrætsaktivitet i halve til hele år. Det er derfor af afgørende betydning, at idrætsudøveren lærer at lytte til signalerne fra kroppen og ændre træningen, så snart der opstår smerter. Al genoptræning bør derfor foregå inden for smertegrænsen. Genoptræningen af idrætsskader opdeles i 2 dele: 1. del består i en aflastning af det skadede væv (ledbånd, sene eller muskel) så længe, der er hævelse eller smerter. Det er vigtigt at undgå pauser uden træning, da vævet herved svækkes yderligere. Man skal derfor forsætte træningen af alle de muskler og led, der ikke er skadet. Det tager meget længere tid at opbygge end at nedbryde væv. Derfor vil det kunne tage flere måneder at genopbygge formen efter "3 ugers pause". Pauser svækker alle muskler, sener, ledbånd og knogler, hvilket betyder, at der er en betydelig øget risiko for skader, når træningen genoptages. Mens idrætsudøveren aflaster det skadede væv, kan man stort set altid forsætte:
Denne form for aflastning kaldes "AKTIV HVILE".
|
|
