Ledskred i skulderleddet

(SUB)LUXATIO ARTICULATIO HUMERI

Anatomi

Skulderleddet består af ledhovedet på overarmen (caput humeri) og ledfladen på skulderbladet (cavitas glenoidalis). Hele vejen rundt om kanten af ledfladen på skulderbladet findes en menisk (labrum glenoidale). Leddet er omgivet af en ledkapsel, der er forstærket af adskillige ledbånd. Rundt om ledkapslen ligger skuldermusklerne som yderligere forstærkning af leddet.

Skulderled:

A. Capsula articularis
B. Capsula articularis
C. Labrum glenoidale
D. Capsula articularis
E. biceps brachii (caput longum)
F. Acromion (delvis fjernet)
G. Processus coracoideus
H. Ligamentum coracohumerale

Årsag

Ved en voldsom belastning kan ledhovedet på overarmen trykkes eller rives helt (luksation) eller delvist (subluksation) ud af ledfladen på skulderbladet. Subluksationer sker hyppigst, hvis skulderen tidligere har været helt ude af led. Luksationer medfører altid bristninger eller afrivning af ledkapslen. Der sker i 90% af luksationern en bristning af ledbånd (glenohumerale ligamenter) og muskler, meniskskade (labrum glenoidale), og i nogle tilfælde slås endvidere brusk og knogle af ledfladerne (Bankart- og Hill-Sach-læsioner). Skulderen bliver derfor ofte instabil.

(Sub)luksationer opstår hyppigst efter ét voldsomt traume, men kan skyldes medfødt løshed (multidirektionale instabilitet) fx hos hypermobile eller pga. instabilitet efter idrætsaktivitet over hovedhøjde (kast, ketchersport, svømning). Sidstnævnte medfører dog sjældent luksationer.

Symptomer

Ved total ledskred (luksation) får man straks voldsomme smerter i skulderen efter en kraftig belastning eller fald. Bevægeligheden i armen er stærk nedsat på grund af smerter. Man vil ofte (men ikke altid) kunne se på skulderen, at den er gået af led.

I nogle tilfælde glider ledhovedet på plads af sig selv ofte stort set med det samme, hvorefter smerterne mindskes kraftigt, og armen kan bruges igen. I andre tilfælde sker der kun et delvist ledskred (subluksation), hvor ledhovedet kun kortvarig og delvist er gået af led.

Bristninger af ledkapsel og ledbånd kan medføre kronisk løsheden i skulderen, således skulderen gentagne gange går delvis af led (subluksation), hvilket mærkes som en pludselig smerte og kraftnedsættelse (”Dead Arm”), specielt når armen holdes over og bag hovedet (abduceret og udadroteret).

Undersøgelse

Alle tilfælde med mistanke om helt eller delvist ledskred i skulderen kræver lægeundersøgelse, hvor der altid undersøges for nerve- og karpåvirkning (puls i a. radialis, funktion af de tre store nerver i hånden (radialis-, medianus- og ulnaris-nerverne) samt følesansen på skulderrundingen (axillaris-nerven). Klinisk er der ofte normal eller næsten normal bevægelighed med god kraft.

Der er positiv apprehensionstest og positiv relokationstest. Der bør foretages specielle røntgenundersøgelse i 2 planer, der viser knogleafrivninger hos 10%. I nogle tilfælde vil der være indikation for CT-, MR- eller ultralydskanning.

Behandling

Den lukserede skulder skal sættes på plads, når diagnosen er sikret ved røntgen, og røntgen af skulderen i 2 planer bør gentages, når skulderen er sat på plads. Efter roligt regime i nogle dage kan armen derfor benyttes efter evne. Der er ikke indikation for armslynge. De fleste tilfælde af delvis ledskred og løshed af skulderleddet vil kunne genoptrænes. Genoptræningen stiler mod at styrke musklerne omkring skulderleddet.

Hvis der på trods af genoptræningen forsat kommer (delvise) ledskred i skulderleddet, bør operationsindikationen på ny vurderes. Sportsaktive under 20 år har 60-100 % risiko for fornyet luksation og bliver som regel tilbudt en stabiliserende operation.

Risikoen falder med alderen. Operation tilbydes derfor ofte til aktive personer under 30 år allerede ved første skulderluksation, ligesom det ofte er tilfældet ved luksationer kombineret med ledskred kombineret med andre skader som f.eks. menisk eller brusk/knogle skade. Risikoen for fornyet luksation efter stabiliserende operation er ca. 15 % inden for de første 10 år. Alternativet til operationer er reduktion af aktivitetsniveau. (Nazzal EM, et al. 2023, Lei D, et al. 2023, Alkhatib N, et al. 2023).

Komplikationer

Efter (delvis)ledskred i skulderen, kommer der ofte løshed af skulderleddet, hvilket øger risikoen for følgeskader.

Specielt bør følgende overvejes:

Genoptræning

Genoptræningsprogram